Hvert år, når den første rigtige sne falder, sker der noget helt forudsigeligt i danske haver. Børnene styrter ud og begynder at rulle kugler til en snemand. Det samme gør en del voksne, der påstår, at de bare hjælper. En stor, en mellem og en lille. To sten til øjne og en gulerod til næse. Og et halstørklæde, som nogen i familien helt sikkert kommer til at savne.

Men hvorfor gør vi det egentlig? Og hvor længe har vi gjort det? Jeg hedder Jonas, og jeg er smeden bag Onlinesmeden. I Smedens skæve historier lægger jeg værktøjet fra mig på værkstedet i Mejlby. Så sætter jeg kaffen over og graver lidt i historien. Og snemandens historie er skævere, end jeg havde regnet med.

Snemanden er ældre, end du tror

Det svære ved snemandens historie er selvfølgelig, at den smelter. Ingen af de tidlige snemænd er bevaret. Det eneste, vi har, er de billeder og beskrivelser, som folk gennem tiden har efterladt.

Den amerikanske forfatter og tegner Bob Eckstein har brugt mange år på at grave i netop det. Han har skrevet en hel bog om snemandens historie. Et af de ældste billeder, han peger på, er fra omkring år 1380. Det er en lille tegning i margenen af en middelalderlig bedebog. Tegningen viser en snemand – og det er altså over 600 år siden.

Med andre ord: Snemanden er ældre end bogtrykkerkunsten. Når dine børn ruller kugler i haven, er de en del af en lang tradition. Den har overlevet pest, krige og utallige kolde vintre.

Da Michelangelo byggede en snemand

Nu bliver det rigtig skævt. En af de mest kendte snemænd i historien blev nemlig bygget af ingen ringere end Michelangelo.

Kunstnerbiografen Giorgio Vasari fortæller historien i sin berømte samling af kunstnerbiografier. Piero de’ Medici regerede i Firenze. En vinter fik han den unge Michelangelo til at lave en statue af sne i gården ved sit palads. Det var i 1490’erne, og Michelangelo var endnu ikke den berømte kunstner, vi kender i dag.

Tænk lige over det. Han skulle senere male loftet i Det Sixtinske Kapel og hugge David ud af marmor. Men her brugte han altså en dag på at forme sne for en fyrste. Det er nok det dyreste stykke snemandsarbejde i verdenshistorien – og det smeltede.

Det giver mig faktisk en vis trøst, når mine egne snemænd ender med at hælde faretruende til den ene side.

Snemanden som protest

En anden af de skæve historier, Eckstein har gravet frem, handler om Bruxelles i 1511. Byen blev ramt af en usandsynligt kold og lang vinter, og indbyggerne byggede snemænd i hele byen. Mange af dem var langt fra søde figurer med gulerodsnæse. Der var politisk satire, karikaturer af magthavere og figurer, der i dag nok ville blive betragtet som temmelig grove.

Du kan læse mere om både 1380-tegningen og Bruxelles i 1511 i Wikipedias artikel om snemanden. Snemanden var altså en slags gadekunst. En måde at sige sin mening på – anonymt, gratis og med en indbygget udløbsdato. Når tøvejret kom, var beviserne væk.

Hvorfor lige tre kugler?

Det er et spørgsmål, jeg ofte får, når folk ser vores snemand. Det ærlige svar er, at det handler mere om fysik end om tradition.

Når du ruller en kugle i våd sne, vokser den hurtigt og bliver tung. Den nederste kugle skal være stor og bred for at kunne bære resten. Den mellemste skal være mindre, så du kan løfte den op. Og hovedet skal være lille nok til, at det ikke falder af. Mange steder bygger man snemænd med to kugler. Men tre er det, de fleste danskere kender.

Som smed kan jeg kun nikke anerkendende. Det er god konstruktion: bred base, lavt tyngdepunkt og en lille top. Det er præcis de samme principper, jeg bruger, når jeg tegner en figur, der skal stå stabilt i blæst.

Hvorfor står der så en snemand i haven?

Her kommer værkstedet ind i billedet. Det største problem ved en snemand i Danmark er nemlig ikke at bygge ham. Det er at få sne nok til det. Danske vintre er ofte mere grå og våde end hvide. Og selv når sneen kommer, kan den være væk igen et par dage senere.

Så jeg tænkte: Hvad nu hvis snemanden kunne blive stående hele vinteren? Det blev til vores snemand i cortenstål, som er 25 cm høj. Jeg har tegnet ham, laseren skærer ham, og min far og Mark gør ham færdig på værkstedet. Han smelter ikke, og han kræver ingen gulerod.

Cortenstål er et vejrbestandigt stål, der danner et beskyttende rustlag, så snemanden kan stå ude hele vinteren. Han er grålig, når han kommer, og bliver rustbrun med tiden. Og så er der en lille ironi i det, jeg ikke kan lade være med at nyde: En snemand, der ruster i stedet for at smelte. Kommer der rigtig sne, står hans mørke silhuet ekstra flot mod det hvide.

Er du til mere julepynt i samme stil, så har vi samlet det under julepynt i cortenstål.

Snemanden i godt selskab

En snemand i haven er en sjov detalje, der får børn og gæster til at smile. Han passer fint ved hoveddøren, i en krukke på trappen eller ved siden af bålstedet. Det sidste er måske lidt frækt – men han kan jo tåle det. Læs mere om hyggelig jul ved bålet, hvis du vil give ham noget at se på.

Mangler du en gave til en, der har alt? Så se mine guides til julegaver til hundeelskere og julegaver til jægeren.

Til hæksnakken

Så næste gang du står ved hækken, og naboen kommenterer din snemand, har du noget at fortælle. Snemanden er over 600 år gammel, Michelangelo har bygget en, og i Bruxelles blev de brugt som politisk satire. Og den, der står i din have? Den er tegnet af en smed, der var træt af at vente på sne.

God vinter og god jul.

Hilsen fra smeden, Jonas